Hans-Agne Jakobsson – Warm Nordic

Hans-Agne Jakobsson

Hans-Agne Jakobsson (1919-2009) er kendt som en sand mester inden for belysningens kunst og har efterladt sig en stærk designarv. Mange af de originale lamper er i dag værdifulde samleobjekter, som der er stor interesse for på internationale auktioner. Blandt andet den legendariske Fringe lampe har i høj grad opnået ikonstatus på globalt plan. 

Den svenske designer Hans-Agne Jakobsson blev draget af lyset. I mere end 30 år fra 50’erne og frem skabte han originale lamper, der revolutionerede svensk belysningskunst. Med en baggrund inden for både snedkerfaget og arkitekturens verden lå det naturligt for ham at formgive lyset ved hjælp af materialer og farver.

Hans-Agne Jakobssons signatur er en blød, varm og dæmpet belysning, der behager øjet. Skabt med klassiske materialer som glas, organiske træfinérer og messing – men også kombineret med sofistikerede frynser i et af de mere legende lampedesign, der i dag har ikonstatus. Eksperimenterne, detaljerigdommen og en dyb forståelse for lysets mange facetter gør hver eneste lampe til et lysende kunstværk. Warm Nordic vil løbende lancere flere af Hans-Agne Jakobssons bemærkelsesværdige design.

 

LEGENDARISKE FRINGE

Fringe er et tidløst designstatement og er konstrueret, så lampen skaber en varm og hyggelig belysning ved hjælp af frynserne, der skjuler lyskilden på smukkeste vis. Den eksklusive bordlampe er indbegrebet af den varme nordiske stil og vil sprede hygge overalt i hjemmet med sit blide lys og yndefulde væsen. Fringe bordlampen har referencer til tidligere tiders interiør, men i en forenklet formgivning med sans for kontraster og eksklusive materialer. Det blankpolerede messing er kombineret med taktile fryser, der falder elegant i flere lag, som var det en bølgende nederdel. En smuk og stilfuld detalje, der har været med til at give Fringe lampen ikonstatus.